Alvin, Børn, Mor-livet

Tror I virkelig på det…?

image

Den digitaliserede verden er uendelig og inspirerende, og jeg elsker at være en del af den. Den er også poleret og pudset med filtre – men vi ved alle, at der gemmer sig små sprækker hos dem alle…? Også dem med plus tusinde følgere og kronisk hvidtede billeder…?!

Min tid er vel brugt på de sociale medier, især Instagram. Os etablerede brugere slynger det overlegent ud som IG, og tager gerne til IG træf, deltager i byttelege hvor man sender fine små overraskelser pakket ind i det sidste nye kaktus papir fra Søstrene Grene (ONLY known as SG i IG-land!) og sender SFS efter hinanden, både for at berige andre med følgere, men også for at få flere selv.

Det er pænt, poleret og ret lækkert. Og så er det sidste nye at det er mega smart at være Det perfekte uperfekte….

image

Min ret perfekte dreng…i et ganske sjældent velfriseret skjorte-bærende øjeblik…


Nå men….

Jeg ser indimellem de her mødre – for det er ALTID mødre – der lægger frustrerede posts op, hvor de efterlyser mere virkelighed, mindre filter og mere vasketøj…for de føler sig utilstrækkelige, og bliver i dét der IG øjeblik i tvivl om de mon er de eneste der ikke har Kähler i både guld og sølv, minimalistisk børneværelse, perfekt hud og hvide planke gulve i den perfekte renoverede murstensvilla. De river sig i håret, og får det lidt bedre, når andre også frustrerede mødre bekender deres sympati, og kan melde sig ind i utilstrækkeligheds-klubben.

Og det er dejligt, det synes jeg. At man kan klappe hinanden på skuldrene og være fælles om en følelse.

Men jeg forstår det ikke? Tror de virkelig på, at de lever sådan, hver dag og hele tiden – de dér IG mødre? Helt ærligt?! Ved de ikke godt, at prisen for det perfekte Insta-moment er 37 billeder taget af den uregerlige unge der IKKE gad at blive fotograferet, og satte i et ulykkeligt hyl inden det perfekte IG moment, at manden vrisser “Kan du for helvede ikke lægge den mobil fra dig??!” imens han er pissesur over at de igen ikke får knaldet den dag pga IG verdenen er vigtigere igen og at årsagen til at der er råd til det helt Bolig Magasinet-agtige lignenede hus med afbalanceret interieur er, at det ligger i fucking Nakskov? Og at ingen andre gad at købe det.

Når jeg lægger billeder op kører jeg det rask igennem en redigering der lysner det 100%, trækker lidt farve ud af det så det ser harmonisk ud på den dér fortryllende Her-sidder-vi-bare-og-hygger-med-øko-jordbær-smoothie-og-er-nære-måde….måske smider jeg et #hashtag ind der bekræfter det, fx #herGårDetGodt #OsTo #AlvinMinAlvin

Og han ér #AlvinminAlvin. Men måske fortalte jeg dig ikke lige, at jeg havde rettet på hans hår og tog billedet om, fordi det ikke så heeelt perfekt ud det første. Eller at vi bare begge to er pisse trætte og sure, og ikke gider andet end at slå hjernen fra og Brandmand Sam til. I tre timer. Indtil titelmelodien kører som en skrækmelodi på indersiden af min knold, og Alvin synger den i søvne. Eller at han var en lort da jeg hentede ham, og tværede leverpostej og tissemandsfingre af i mine nye bukser. Med floral blomsterprint i de helt rigtige farver.

Nogle gange skriver jeg alt det ovenstående, men i en lidt modificere udgave, for det skal jo stadig helst lyde tjekket. Og sjovt. Og skabe en masse likes – så er missionen nået.

Men kære medmødre, lad nu være med at stræbe sådan efter det perfekte (uperfekte). Det er en illusion – et sted vi forvilder os ind, for at se på lækre billeder og dyrke fællesskabet. Tro ikke på at de store bloggere og IG´ere lever så fedt som det ser ud – og ikke mindst, tag nu for fanden de stærke skuldre på og vær lidt mere selektive ift hvad du vil banke dig selv oven i hovedet med. Et redigeret billede der er milevidt fra virkeligheden skal ikke være én af de ting!

image

Her ser du Alvin og jeg, det er faktisk baggrunden på min tlf – historien bag er, at han efter flere timers manglende søvn hjemme hos svigerne, hvor Tim og jeg fik taget billeder til vores bryllupsinvitation, måtte en tur op og få babs. De var ømme og trætte, og det samme var han sikkert. Tålmodighed var der ikke meget af, og min svigerfar har fanget os i et virkelig heldigt øjeblik, for jeg tror nu godt at jeg kunne have kylet ham ud af vinduet dér. Men det går jo ikke. Det er i svigernes gamle lejlighed, hvor farverne var ret dystre, men hey, lidt trylle filter fikser da lige det;)

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply


Warning: A non-numeric value encountered in /srv/users/serverpilot/apps/bloggerspoint/public/wp-includes/functions.php on line 64